Lærer Najla Adlouni Dinesen valgte selv at tage tørklæde på, da hun var 12 år. Hun bar det under læreruddannelsen og de første år som lærer. Så valgte hun selv at tage det af. Hun kan ikke se, hvordan et tørklædeforbud i skolen skal bekæmpe social kontrol.

En tørklædeshitstorm ramte Najla Adlouni Dinesen, da hun blev nomineret til Lærerprofession.dk's pris for sin bacheloropgave på læreruddannelsen. Den slog så hårdt, at den nyuddannede lærer valgte at trække sig fra mediernes søgelys – i hvert fald når det gjaldt debatten om for eller imod tørklæder i skolen.

Men med anbefalingen fra en regeringsnedsat kommission om at forbyde piger i grundskolen at gå med tørklæde på skolens område, er hun klar til at stå frem igen.

”Jeg kan ikke se, hvad et forbud skal gøre godt for i forhold til at bekæmpe social kontrol”, siger hun. ”Jeg klapper ikke i hænderne, når jeg ser en tiårig med tørklæde, men jeg er imod et forbud. Det er ikke løsningen".

"Hvis min datter kom og ville have tørklæde på som tiårig, ville jeg forsøge at tale hende fra det alene på grund af alderen og de konsekvenser, hun ville skulle stå imod i en alt for tidlig alder, men jeg ville ikke forbyde det”, siger hun og understreger: "Dialog er vejen frem. Vi skal møde hinanden med åbent sind".

Tørklæde gav hårde kommentarer

Najla Adlouni Dinesen har på krop og sind prøvet, hvad det vil sige at bære tørklæde i skolen. Hun tog selv tørklæde på som 12-årig mod sin mors vilje. Også de første år som lærer på Kobberbakkeskolen afdeling Sct. Jørgen i Næstved bar hun tørklæde. I dag bølger de mørke krøller på skolens gange, for hun har valgt at tage tørklædet af igen.

”Der er det vigtigt, at vi møder hinanden uden tvang, men med åbenhed og dialog. Man kan ikke bekæmpe social kontrol med social kontrol. Hvis der kommer et forbud, så vil de forældre, hvor der er social kontrol, isolere deres barn mere fra det samfund, de lever i”, advarer læreren, der også arbejder som familievejleder i organisationen Memox.

På læreruddannelsen følte hun, at hun skulle være bedre end studiekammeraterne, fordi hun bar tørklæde. Derfor var hun også meget stolt, da hendes opgave blev udvalgt som en af de ti bedste i Danmark.

”Jeg havde lagt mange kræfter i den opgave. Jeg var mor til to. Den yngste var lige fyldt et år. Jeg var højgravid med nummer tre, men jeg kæmpede for at få min uddannelse i hus”, siger hun og ærgrer sig over, at det minde, der står stærkest i dag, ikke er, at hun fik topkarakterer og blev bedt om at holde oplæg flere steder, men snarere de nedgørende kommentarer, der mødte hende, fordi hun stod frem med opgaven og var nyuddannet lærer, der ville undervise i skolen med tørklæde på.

” Jeg fik kommentarer om, at jeg først skulle smide det lort, jeg har på hovedet, før jeg kunne belære andre. Tænk at personers nedværdigende kommentarer om et tørklæde, der dengang føltes så let på hovedet, skulle få det til at føles så tungt”, lyder det fra Najla Adlouni Dinesen.

”Kommentarerne var mere undertrykkende end stoffet i sig selv. Det førte til social kontrol; en kontrol, som gjorde, at jeg efterfølgende takkede nej til at deltage i interviews om opgaven”.

Giv minoriteter plads

Hun mener, at man ser ned på minoritetssamfund ved at forbyde tørklæde.

”Som lærer har jeg haft piger med tørklæder, der kunne løbe og grine og lege og være frie. Jeg var selv en af dem. Verden er ikke så sort og hvid”.

Hun håber aldrig, at hun som lærer skal fortælle en muslimsk pige, at hun skal tage tørklædet af.

”Det er mega grænseoverskridende. Når jeg ser elever, som jeg er bekymret for, så tager jeg jo fat i dem. Et tørklæde er ikke undertrykkende. Jeg kan komme til at undertrykke en elev, hvis jeg skal til at sætte spørgsmålstegn ved, om eleven er fri eller ej. Man skal ikke gøre nogle forkerte og få dem til at føle sig mindre rigtige end andre”, siger Najla Adlouni Dinesen.

”Man kan blive kontrolleret og sat i bås af menneske, der mener, at tørklæde er undertrykkende. Dem, der gør det, undertrykker i virkeligheden de kvinder, der vælger at tage tørklæde på”.

For Najla Adlouni Dinesen var det svært at tage tørklædet af som voksen, og hun mistede venskaber i processen.

”Da jeg tog det på, skulle jeg bevise, at jeg var ligeså god som alle andre. Da jeg tog det af, skulle jeg bevise, at jeg stadig er muslim. Det er ikke, fordi jeg har fravalgt islam, eller er modstander af tørklæder, jeg er bare for det frie valg”.